Rebekka Sonne

Førstehjælpskursus blev til virkelighed 25. marts 2008

Min kære veninde Pia og jeg skulle i dag til kørekorts teori for første gang. I februar tog vi et 7 timers førstehjælpskursus, da man jo skal have det for at kunne tage kørekort i dag. Vi var med i de 7 timer og var også ret så engagerede da vi skulle puste luft i dukkerne, men der blev dog ikke læst særlig meget i den røde førstehjælps bog derhjemme. Vi fandt også hurtigt ud af, at der ikke skulle være en afsluttende prøve, så vi tænkte, at vi ikke behøvede at gøre så meget ud af det.

I dag stod vi så pludselig overfor vores første prøve. Busserne går rimelig sjældent på Bornholm og specielt bus nr. 3, som vi skal med, så vi er nødt til at tage en time tidligere til Rønne. Vi vil lige gå ind på tanken, for at få tiden til at gå og få lidt lækkert at spise. Det sner og er utrolig glat, så før vi når derhen, ser vi en dame falde med hovedet lige ned i jorden. Vi skynder os selvfølgelig hurtigt derhen, og tjekker ganske rigtigt om hun er ved bevidsthed, hvilket hun heldigvis er. For ellers havde vi på ingen måde vidst, hvad vi skulle gøre. Jeg sætter mig så hos hende og sørger for at holde hendes hoved i ro og væk fra den kolde sne, mens Pia skynder sig at hente hjælp inde fra tanken.

Heldigvis kommer der hurtigt flere og hjælper til, for det eneste der ryger gennem mit hoved er den røde førstehjælps bog som er lukket. Jeg kunne overhoved ikke se for mig, hvad det var jeg skulle gøre. Der er heldigvis nogle, der snakker til hende hele tiden, og sørger for at hun bliver ved med at være ved bevidsthed, hvilket jeg helt glemte. Der er så også en der spørge mig, om vi har ringet efter en ambulance, hvortil jeg må svare nej. Ikke engang det havde jeg tænkt på! Men der kommer hurtigt styr på det og ambulancen kommer hurtigt derefter. Selvfølgelig går alt meget hurtigt når man står i sådan en situation, så der vil altid være flere ting man ikke lige får gjort på sekundet. Men få sekunder virker bare som en uendelighed når man står i sådan en situation, så jeg følte slet ikke, at jeg havde styr på det. Pia syntes dog, at vi klarede det rigtigt godt. Vi gjorde jo sådan set også, hvad vi kunne gøre, det der bare chokerede mig mest var, at da jeg tænkte på førstehjælpskursuset, kunne jeg kun tænke på min lukkede førstehjælpsbog.

Heldigvis var det ”kun” sådan en lille episode der skete denne gang, men næste gang er personen måske ikke ved bevidsthed, og trækker måske ikke engang vejret. Der skal jeg altså bare være klar på, hvad det er man skal gøre. Derfor er min førstehjælps bog også kommet ned fra hylden, og nu skal den altså lige kigges ordentligt igennem. Selvfølgelig kan man aldrig være helt forberedt, for hver situation er forskellig, men hvis man har muligheden, er det helt klart en god idé at lærer noget om det, og helt klart tage sit førstehjælpskursus alvorligt, også selvom der måske ikke er en prøve man skal bestå. Du kan virkelig rede liv..!