Rebekka Sonne

På en lyserød sky i det fri..! 29. juli 2007

De af jer der kender mig godt, eller bare kender mig, ved også, at jeg er (næsten) total modstander af at dræbe dyr. Jeg er ikke vegetar eller sådan noget, hvilket vil sige, at jeg ikke er modstander af at have slagte dyr, så vi mennesker kan få føde. Men det der med at dræbe en edderkop fordi man er bange for den eller bare fordi den ser grim ud, en myre fordi den er lille, en flue fordi den irritere, eller et stankelben fordi det er sjovt at hive dens ben af osv.. Det kan jeg slet ikke tage!

Jeg synes det er synd for de små uskyldige dyr - de har jo ikke gjort os noget!

Men men men.. Ens holdninger kan jo altid ændres, og det er de så sandelig lige blevet gjort i dag. Det vil sige, at jeg stadig ikke synes, at man skal dræbe de overnævnte dyr, men skovflåter og hvad de nu ellers bliver kaldt for. De er da virkelig nogle af de værste dyr, der nogensinde har fandtes!

I går aftes spurgte min kære bror, om jeg ikke ville hjælpe ham med at lave en film (”jagt for begyndere“). Og det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Denne film skulle optages i det fri, i en smuk natur, der ligger nær vores hus. Og som den naturelsker jeg nu engang er, var det jo bare ganske fornøjeligt at være ude et par timer og oven i købet med en fra min familie. (Normalt plejer jeg at gå i det fri alene eller med en ven, da resten af min familie specielt ikke er det man kan kalde for naturelskere).

Men hvad Rebekka ikke lige havde tænkt på var, at hendes absolut bedste venner (skovflåter) jo også lige befinder sig i naturen og de elsker at komme nær ved mig, specielt når jeg vælger at sætte mig på græsset for at holde kameraet.

Skovflåder har altid elsket mig sygt meget. I hver fald har jeg haft et hav af dem igennem mit liv. Men i går tror jeg nok jeg slog min egen rekord!

Da jeg skulle til at skifte til nattøj, kunne jeg bare se de små venner vandre rundt på min krop. Jeg skyndte mig selvfølgelig at fjerne dem (og dræbe dem). I dag lykkedes det mig at finde 2, som desværre havde fået bidt sig fast på mig. De kom også hurtigt af med en dejlig tægetang (som snart er blevet en selvfølge at have med mig, lige meget hvor jeg går), og derefter blev de også dræbt. Det var ikke rart at skulle dræbe dem. Men i betragtning af hvor stor skade, de kan gøre på os mennesker, havde jeg ikke det helt store imod at dræbe dem. De er jo forfærdelig irriterende!

Det er godt nok utroligt, som de små dyr bare elsker mig, men så er der selvfølgelig nogen der gør det. Det kan jeg så glæde mig over.. Men desværre er kærligheden overhovedet ikke gengældt!