Rebekka Sonne

Stop med at rive dig med af strømmen, i sidste ende koster det dyrt! 1. april 2007

Jeg har nok altid været lidt af en ener, hvilket både har været godt og skidt. Til tider er det nu meget dejligt bare at være sig selv og lidt anderledes end alle andre, men det kan nu også blive lidt for meget, så man bliver set utrolig meget ned på, og egentlig kun bliver set, som hende den underlige.

Men som alle mennesker, kan man blive revet med strømmen, hvor man gør nogle ting eller handler anderledes, end hvad man troede, man ville have gjort i den situation. Man kommer måske senere til at fortryde ens handlinger, men men det er nu forsent til at ændre.

Dette skete for mig i sommers! Det kom til at koste dyrt! Dyrere end jeg kunne betale!

Hvert år er der nogle børn der tager her over til Bornholm, som kommer fra Ukraine, fra områder som blev ramt af Tjernobyl katastrofen i 1986. Siden 1996 hvor dette projekt startede har jeg været mere eller mindre med til at hjælpe. Det er frivilligt arbejdede, men når man først er med, og ser hvor meget disse børn har brug for ens hjælp, gør men det med glæde. Der kommer et nyt hold på ca. 40 børn hvert år. Overordnet er det folk fra forskellige kirker der styrer det her på Øen.

Vi er forskellige medarbejdere som hjælper til. Vi kommer alle samme fra vidt forskellige baggrunde, nogle er kristne andre er det ikke, men det vi har til fælles, er at hjælpe disse børn på den bedste måde.

I mange år har der været en mand med, som hjalp utrolig meget til. Han stod op hver morgen ved 5 tiden for at gøre al morgenmad klar til børnene. Han var en utrolig rar mand, som alle holdt af. Han var som en slags bedstefar for os alle og specielt for børnene. Men inden i havde han det ikke godt. De sidste år fornemmede man, at han havde problemer med alkohol. Han blev hurtigt aggressiv, og man kunne lugte, at han havde drukket.

Jeg kunne ikke bare se på, at han havde det sådan, så jeg fortalte det selvfølgelig til bestyrelsen for dette Tjernobyl projekt. I reglerne for denne “lejr”, står der at alkohol ikke er tilladt. Så jeg regnede selvfølgelig med, at der blev gjort noget. Men jeg tog fejl. Der skete intet!

Det ene år var han lidt mindre med. Han var kommet på et plejehjem. Jeg troede selvfølgelig at der var blevet gjort noget, og at han var på vej til en bedring. Men nej..

Sidste år, år 2006 var jeg selv ikke særlig meget, da jeg ikke havde det særlig godt. Men jeg nåede at være så meget med, at jeg nu så, at det kun var blevet værre med ham. Igen prøvede jeg at fortælle nogle fra bestyrelsen om problemet, men det var som om de bare overså det. De jeg fortalte det, var kristne mennesker som kom fra nogle andre kirker end den jeg selv kommer i. Det chokerede mig virkligt, at de ikke gjorde mere.

En aften kom der en fra bestyrelsen løbene hen til mig, og spurgte, om jeg havde en busplan. Jeg gav ham den, og spurgte hvem der skulle bruge den, da jeg vidste, at han selv var i bil den dag. Han sagde helt stille og roligt, at det bare var denne man, med alkohol problemer, som havde fået det utrolig dårligt, og derfor skulle hjem. Jeg blev utrolig sur og skuffet over at de bare ville sende ham med bussen. Og til sidst fik jeg ham også overtalt til, at han kørte ham hjem. Jeg forstår ikke hvordan han ville kunne få sig selv til, at sætte ham på en bus, og så ikke vide, om han overhoved ville nå hjem.

Men hele tiden prøvede bestyrelsen at overse hans problemer. Det var som om de kun lod ham blive, fordi de ikke selv gad at gøre det arbejde, som han gjorde. Han stod jo op kl 5 om morgenen, og det var jo dejligt at have en, der gad gøre det.

Jeg sagde noget til bestyrelsen, men sagde jeg noget til de der passede ham på plejehjemmet eller andre, der måske kunne have hjulpet ham, sagde jeg noget til ham selv??? Nej.. I forvejen syntes de fleste nok, at jeg gjorde nogle underlige ting, og at jeg skulle stoppe med at blande mig så meget i, hvad der skulle gøres, og hvordan de skulle gøre tingene. De kom fra forskellige frimenigheder, hvor jeg selv “kun”kom fra folkekirken. Det var som om de rottede sig sammen, og gjorde folkekirkemennsker til mindre værd. Jeg blev nervøs og bange, for det er ikke sjovt at blive set ned på, og specielt ikke over for ens krstne venner. Jeg valgte bare at accepterede det . Jeg havde det i forvejen ikke særlig godt dette år, og jeg var svagere end normalt. Men dette er bestemt INGEN undskyldning. Jeg kunne have gjort det, hvis jeg virkelige var stærk nok, og ikke tænkte på hvad de andre gjorde og tænkte om mig. Men jeg blev revet me!

I slutningen af sommerferien fik jeg et arbejde i Gudhjem, den samme by som hans plejehjem lå i. Dette betød, at jeg jo havde god mulighed for at kunne besøge ham. Men gjorde jeg det? Nej! Hver gang jeg kørte forbi. Sagde jeg til mig selv: “Du skal også snart se at besøge ham”. Jeg sagde det til mig selv HVER gang. Jeg sagde endda til mig selv, at jeg snart skulle gøre det, for jeg ville ikke stå tilbage og se, at det pludselig var forsent. Men “på et tidspunkt” er pludselig forsent - og det blev det for mig!

I september måned sidste år kontaktede en veninde mig, som også selv havde hjulpet til med børnene fra Ukraine. Hun fortalte mig, at han var død! Jeg havde nu gjort det, som jeg havde lovet mig selv ikke at gøre. Jeg nåede ikke at besøge ham - Jeg svigtede ham. Han havde ikke megen familie, og måske var menneskerne fra denne “lejr” hans eneste familie. Men vi svigtede ham. Han havde ikke mere at leve for, for de der stod ham nærmest og alligevel fjernest svigtede ham. Jeg kendte ham kun fra somrene. Jeg snakkede ikke med ham eller mange af de andre i løbet af årene imellem somrene. Så jeg kendte ham jo ikke mere end fra disse somre. Men jeg kendte ham godt nok, til at se, at han havde det dårligt. Og jeg kendte ham godt nok til at se, at han manglede tryghed, kærlighed og omsorg fra sine medmennekser.

Dette er noget jeg aldrig vil komme til at glemme. Det er noget der vil sidde dybt inde i mit hjerte. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan tilgive mig 100% for det jeg gjorde, eller mere det som jeg ikke gjorde. Men for at komme videre, er jeg nødt til at acceptere, hvad der er sket, og lærer af det. Lige meget hvad folk tænker om mig, og lige meget hvor underlig de end synes jeg er, vil det ikke længere kunne forhindre mig i at følge, hvad mit hjerte inderst inde føler.

Selvom det er kristne venner, som jeg burde kunne føle mig tryg ved, kunne jeg det ikke her. De fik mig til at se ned på mig selv, og føle at jeg bestemt ikke skulle gøre andet, end hvad de gjorde. Dette tror jeg både er den første og sidste gang jeg gør dette. - Et andet mennesker døde, fordi jeg blev revet med, og ikke stolede nok på mig selv, til at se, at hvad folk synes om mig ikke er lige så meget værd, som et andet mennskes liv!