Rebekka Sonne

OSO-opgave 15. februar 2007

Endelig kom dagen, hvor min OSO-opgave skulle præsenteres. OSO står for oblikatoris selvvalgt opgave. Dette er en opgave alle 10. klasses elever skal have. Opgaven går ud på, at man skal skrive om en uddannelse, som man mulighvis kunne tænke sig at blive.

I opgaven valgte jeg at skrive om en beklædningsdesigner, da jeg elsker alt, hvad der har med det at gøre. Næsten helt siden jeg lærte en symaskine at kende, har jeg syet.

Kravet til opgaven var, at vi skulle have en logbog, et produkt og en form for planche, hvor på vores uddannelsesvej stod + lidt ekstra.

Min uddannelses havde jeg valgt at få trykt på en kjole, som jeg havde syet. Kjolen var sat på en udstillingsdame, som jeg havde lånt. Mit produkt var en lastbil, hvilket måske lyder underligt, da det jo umiddelbart ikke har meget med tøj at gøre. Men jeg skrev om at være selvstændig beklædningdesigner, hvilket betyder, at jeg også skal kunne sælge min ting et sted. Jeg ved at man kan får lavet lastbiler, hvor traileren er indrettet som en butik, eller hvad man nu ønsker. Samtidig kan man få traileren til at “udvide” sig. -Altså man kan få siderne til at gu ud, så traileren bliver større, når man holder stille.

Hvorfor har jeg valgt at gøre det på den måde? Jeg har altid ønsket mig at blive noget inden for beklædningsdesign. Samtidgi kunne jeg også godt tænke mig at blive noget inden for vognmandsbranchen. På denne måde med en lastbil som butik, vil jeg få begge mine ønsker opfyldt.

Jeg vil komme ud at opleve verden i en lastbil, samtidig med at jeg kan få syet og solgt mine desings.

Jeg havde til min udstilling også medbragt noget af det tøj, jeg har lavet inden for det sidste stykke tid + historien bag alt mode i tøj og lidt andet.

Til forskel for mange andre skoler og deres OSO-opgaver, skulle vores ikke fremlægges men præsenteres. Det betød, at vi ikke skulle fortælle særlig meget af os selv. Vi skulle fortælle om vores uddannelsesvej, og vores tanker vedrørende vores produkt. - og ellers var det læreren som spurgte ind til det forskellige.

Mit ønske om en dag at blive beklædningdesigner må blot leve videre i mine tanker, da jeg ikke tror, at jeg har mulighed for at bliver det. Det er virkelig svært at komme igennem, og en dag at blive til en beklædningsdesigner. Drømmen om at blive dette ligger ofte i mange pigers drømme, og derfor lyder det sikkert også som noget: jaja, nu er der en til, der gerne vil være det, men hun bliver det nok heller ikke. Men det er ikke bare noget, som jeg synes er okay spændende, det er jo mit liv!

Hvis jeg har haft en rigtig dårlig dag, hvor jeg virkelig bare føler mig langt nede i hummøret, sætter jeg mig altid ved symaskinen og syer noget nyt. Hvis jeg er sur, sætter jeg mig også til at sy. Selvfølgelig gøre jeg det også, når jeg er glad, men det er bare en god måde at få slappet af på. Det meste af min fritid går med at sy-jeg elsker det bare.

Men jeg tror nu alligevel ikke på, at jeg bliver det. Det kræver så meget, og det er bare så svært at blive det. Der er nogle der synes, jeg skal prøve at gå den vej, men selvtilliden skal nok ligger på et lidt højere plan et mit. Det er ikke det jeg har aller mest af her i livet.

Det mærkelige ved denne opgave, er at vi først får vores udtallese og vores karakter efter den 1. maj. Hvorfor der tager så lang tid, er mig stadig en gåde.